Idrætten støtter Liberia-indsamling
- Emneord: Viborg Nyt
INDSAMLING: Viborg Idrætsråd og Danmarks Idræts-Forbund inviterede onsdag aften i sidste uge Viborg Kommunes frivillige ledere til foredrag om Ledelse og Motivation med Ulrik Wilbek. Alle tiders mest succesrige danske håndboldtræner var i topform og leverede varen, så de 90 fremmødte frivillige ledere gik beriget fra foredraget – parate til at tage fat på ledelsesopgaverne i det frivillige foreningsliv med ny energi.
Beriget blev også Liberia, som Viborg Kommune samler ind til i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Viborg Idrætsråd havde besluttet, at lade deltagernes egenbetaling gå direkte til indsamlingen til det borgerkrigshærgede land.
»Ulrik Wilbek har på flotteste vis stillet sig gratis til rådighed for arrangementet, og det vil vi gerne sige ham tusind tak for. Danmarks Idræts-Forbund har også givet et flot tilskud til arrangementet, så det blev muligt at støtte Liberia indsamlingen,« formanden for idrætsrådet, fortæller Preben Jensen.
Som supplement til deltagernes egenbetaling var der flere, der i løbet af aftenen gik forbi indsamlingsbøssen og lettede pungen, så der i alt blev samlet kr. 5.000 ind.
»Fra idrættens side vil vi gerne bakke op om det initiativ, som Viborg Kommune har taget ved at samle ind til skoler og rent drikkevand i Liberia.
Vi og vore foreninger kan jo primært bidrage ved at sprede det gode budskab, men her så vi altså en mulighed for også at bidrage med økonomi, og så gør vi selvfølgelig gerne det,« forklarer Preben Jensen, mens han glædede sig over en aften med lutter vindere – helt i Wilbeks ånd.
Det vil også blive muligt at støtte Liberia i forbindelse med Søndersøbet d. 25. maj.







Skriv en kommentar