Få en god aften i byen og støt fire landsbyer i Liberia på samme tid
- Emneord: Viborg Nyt
FLYGTNINGE: Med projekt Verdens Flygtninge – Viborg 2010 sætter Viborg Kommune og Dansk Flygtningehjælp fokus på verdens flygtninge.
I 2010 står projektet derfor bag en række arrangementer og initiativer, der skal bringe verdens flygtningeproblemer i fokus og indsamle penge til fire landsbyer i Nimba-regionen i det afrikanske land Liberia.
Der er nedsat en styregruppe for projektet, hvor tidligere borgmester Johannes Stensgaard er formand, og formanden for Dansk Flygtningehjælp Stig Glent-Madsen er næstformand. Fredag d. 5. februar skydes projektet officielt i gang med en åbningsceremoni i Viborg Musiksal.
Åbningsceremonien byder på en blanding af musikalske indslag og optræden fra bl.a. Gorm Bull Sarning, Søren Brynjolf, musikskolens store børnekor og Collage samt indblik i Liberia og vestafrikansk kultur.
I foyeren bliver der etableret et Liberia Marked, hvor Viborg Internationale Klub sørger for Liberia-snacks, og hvor der vil være mulighed for at købe merchandise fra projektet – hvorfra alt overskud naturligvis går direkte til indsamlingen. Showet rundes af med et afterparty, hvor alle de optrædende deltager. Billetten giver adgang til både show og afterparty. Billetterne sælges for 75 kroner per styk igennem musiksalen på www.viborgteater.dk.
Alle indtægter fra både billetsalg, salg af merchandise og eventuelt andre donationer går ubeskåret til støtte til fire landsbyer i den nordvestlige del af Nimba-regionen i Liberia. Her vil pengene blive brugt på at sikre rent drikkevand og bygge skoler. Og for den million det er målet at samle sammen, vil der være til både pumper og skoler til alle fire landsbyer.







Skriv en kommentar