Kronen på værket for Lizzies Plads
- Emneord: Amager Bladet
SUNDBYØSTER: Den lille plads ved Wittenberggade/Lyongade – i folkemunde kaldet Lizzies Plads – hvor to skulpturer henholdsvis danser og spiller harmonika, får lys til musikken, når en kæmpemæssig lysekrone netop nu sættes op over pladsen. Lysekronen fejres med fernisering, fredagsbar og klezmermusik på fredag.
Lysekronen over Lizzies Plads er den første af sin slags i København og skal skabe stemning og tryghed på den lille plads efter mørkets frembrud. Lysekronen lyser med miljøvenlige LED lys i forskellige farver alt efter årstiden. Om sommeren dominerer grønlige nuancer, om vinteren mere køligere.
Dermed vil oplevelsen af lysekronen forandre sig fra dag til dag. Manden bag lysekronen, bygningskonstruktør og arkitekt Lasse Schelde fra Miljøpunkt Amager, fortæller:
“Tanken bag lysekronen er at arbejde med menneskets forhold til naturen. Jeg ønskede at tilføje det meget urbane miljø omkring Wittenberggade et “natur element” gennem lyset. Det har jeg så gjort ved vise årets gang i farver – som jeg oplever dem. Vi er jo så glade for at snakke om vejret her i landet, så jeg tænkte at hvis jeg kunne tviste den lidt, så kunne det være sjovt. Mit største ønske er, at beboerne omkring Wittenberggade bliver rigtig glade for lysskulpturen.”
Fra ukrudt til dans
Den lille plads ved Fakta har gennemgået en voldsom udvikling igennem de sidste par år. Fra en plads hvor ukrudtet groede højt og opgravning til fjernvarmerør, vandrør eller el-kabler stod på konstant, til en plads med ny belægning og de to musikalske skulpturer. Det er den driftige beboerformand Lizzie Liptak fra Røde Møllegård 1, der har stået bag fornyelsen:
“Jeg var så træt af den gamle grimme plads, at jeg besluttede mig for at gøre noget ved den,” siger hun.
I første omgang kom der ny belægning og blev plantet nye træer med støtte fra Københavns Kommune. Men der manglede ligesom noget, synes Lizzie Liptak, så hun gik i gang med at få udarbejdet den første skulptur til pladsen.
Da den dansende skulptur, lavet af Knud Ross Sørensen, dansede derudaf på pladsen, fik den aktive beboerformand lyst til musik:
“De dansede rundt der uden musik – det går da virkelig ikke, tænkte jeg,” griner Lizzie.
Endnu en skulptur blev sat op på pladsen – denne gang med støtte fra Lokaludvalg Amager Øst.
Lysfest på fredag
Ideen med lysekronen kom, da Lizzie og flere af de andre beboere fandt, at den nye ellers så fine plads lå hengemt efter mørkets frembrud.
“Om aftenen var pladsen så bælgmørk, at jeg ikke turde krydse den, men nu når lysekronen lyser, bliver der ingen problemer med at suse over i Fakta, efter solen er gået ned,” siger Lizzie, der håber at pladsen fremover vil blive brugt til aften-sludre-stunder med naboerne og måske en dansefest i ny og næ.
Den første dansefest på pladsen spænder an på fredag 18. december klokken 16.00, når den nye lysekrone indvies. Der vil være klezmer/romamusik og gløgg til at få gang i festen, hvor alle er velkomne.
japeb-l.dk







Skriv en kommentar