Krofatter forlader sin hylde

Steen Jakobsen på sin rette hylde. Steen Jakobsen på sin rette hylde.

FARVEL OG TAK: Steen Jakobsen siger farvel og tak efter 24 år på Amagerhylden i Amager Centret.

Forrige lørdag var der afskedsreception på pubben Amagerhylden i Amager Centret. Det lille rum på centrets mellemetage var mere end sædvanlig proppet, selv for en lørdag eftermiddag, og stemingen var intens – og en smule vemodig.

Steen Jakobsen har afhændet det populære værtshus efter 24 år i centret. Han har huseret som henholdsvis tjener, bestyrer og restaurantchef i cafeteriet (nu Inter Sport), Café Hjørnet, bistroen og Center Court (nu Alans Garage), inden han indtog ‘hylden’ som bestyrer i 2001. Ind imellem var der et par afstikkere til Scala og Glostrup Centret. Efter fire år som bestyrer overtog Steen Amagerhylden, som har udartet sig til en levende pub med et øludvalg for kendere.

Inden restaurationsbranchen kaldte, blev ‘fru Jakobsen’, som han hjerteligt kaldes, uddannet som købmand i brugsbevægelsen og arbejdede i Bilka og Føtex.

“Jeg er altid gået ind for god service – med en tyk streg under ‘service’. Min kongstanke har altid været, at når man betaler for et produkt, betaler man også for servering ved bordet og afrydning, i modsætning til det nyere café-princip. Og så har vi jo fået mange specialøl gennem årene. Vi var egentlig med på bølgen fra starten, og nu er det nået et vist niveau. Det mest unikke ved stedet er de bånd, der er etableret mellem gæsterne. Det er meget familiære bånd, som har resulteret i bowling-, rejse-, og tipsklub – et helt fantastisk sammenhold, som ikke er helt normalt i bodegamiljøet. Man skal altid være forberedt på at blive svinet til, på en hjertelig og bramfri måde,” klukker Steen.

Helbreddet kan imidlertid ikke længere holde til livet som pub-ejer: “Det kommer i første række, selv om jeg gerne ville have et par år mere. Jeg bliver ved med at deltage i aktiviteterne, men jeg vil savne den daglige, modbydelige måde, man behandler hinanden på – det spil, der kører mellem medarbejdere og gæster og den varme, der er mellem folk,” forklarer Steen, som har oplevet et centerliv i rivende udvikling, på godt og ondt:

“Jeg har været til adskillige gode centerfester, siddet i personaleforeningen med revyer osv. og oplevet centrets forskellige ejere. Det har altid været en positiv udvikling som lokalcenter – i modsætning til et storcenter – med de faste, lokale kunder, som kender hinanden. Men der var nu mere kontakt mellem både kunder og personale i 1980’erne, hvor man også mødtes personligt udenfor centrets rammer.”

Steen forsikrer, at de nye ejere vil videreføre Amagerhyldens særegne stil:

“Det er to gamle rotter i faget, der har overtaget, Ole Sørensen og Jean Jensen, som har Café Petersborg og Sorgenfri. De fortsætter rejseklubben og jeg håber, de får en varm modtagelse,” slutter ‘fru Jakobsen’.

55.662942013126212.6038503646851

Opslagstavle (1)

Det kan tilføjes, at Jean Jensen, der nu overtager Amagerhylden, er en velkendt Amager-dreng i fodboldens verden. Han har tidligere været divisionstræner i såvel B 1908 som Fremad Amager, og var i midten af 1980’erne en af de bærende kræfter på B 1908’s 3. divisionshold.