Gør Amagerbrogade mere handicapvenlig
- Emneord: Amager Bladet, Amager Vest, Amager Øst, Amagerbrogade, handicap, konkurrence, Politik
TILGÆNGELIGHED: De to lokaludvalg Amager Øst og Amager Vest går sammen om en ny idékonkurrence, der skal indsamle borgernes gode råd til, hvordan Amagerbrogade gøres lettere at forcere for kørestolsbrugere, forældre med klapvogn samt gangbesværede borgere.
I oktober kastede syv kandidater fra Københavns Borgerrepræsentation sig ud i et avanceret kørestolsræs op og ned ad Amagerbrogade i lørdagsmyldretiden for at få syn for sagen hvad angår de besværligheder, kørestolsbrugere har til daglig.
Løbet var arrangeret af de to lokaludvalg Amager Øst og Amager Vest for at sætte fokus på tilgængeligheden for bevægelseshandicappede, og de følger nu op på sagen ved at arrangere idékonkurrencen ‘Adgang for Alle på Amagerbrogade’ for at komme ufremkommelige fortove og besværlige butiksindgange til livs.
Lokaludvalgene efterlyser borgernes ideer til ramper, belægninger eller andre løsninger, der letter adgangen for bevægelseshandicappede. De bedste forslag bliver ført ud i livet, og med initiativet håber lokaludvalgene på at påvirke de mange butikker, der ikke giver adgang for kørestolsbrugere og klapvogne, til at overveje alternative løsninger.
“Vi vil gerne præsentere butikkerne for nogle simple og funktionelle løsninger til at åbne deres døre for nye kunder. Derfor spørger vi efter gode ideer til at skabe bedre tilgængelighed på gaden og i butikkerne. Men vi vil også arbejde for, at de bedste ideer bliver opført i fuld størrelse, så vi kan skabe forandring med eksemplets magt,” fortæller Hans Jørgen Møller, der selv er kørestolsbruger og med i den arbejdsgruppe under Amager Øst Lokaludvalg, der arbejder med projektet.
Arkitekt Hanne Schmidt fra Amager Vest Lokaludvalg supplerer:
“Statens Byggeforskningsinstitut har allerede beskrevet de bedste løsninger, men når det skal udføres i praksis, opstår problemerne: Ramperne bliver for stejle at køre op af, brostensbelægningerne bliver svære at komme frem på, og fodgængerovergange ender i en 10 centimeter høj kantsten, som er svær at komme op over i en elektrisk kørestol,”
Konkurrencen løber frem til 1. maj og er åben for alle. Der er en samlet præmiesum på 25.000 kr. fordelt på 1., 2., og 3. præmie. En lang række butikker på Amagerbrogade har tilbudt at være samarbejdspartnere for konkurrencebidragene. Desuden bliver ideerne præsenteret for en række hjælpemiddelproducenter for at skaffe sponsorater til at lave prototyper i fuld størrelse.
Arrangørerne efterspørger primært tegninger eller modeller af tilgængelighedsløsninger, men også skriftlige bud på, hvordan Amagerbrogade bliver en gade med adgang for alle. Dommerpanelet vil bestå af to repræsentanter fra lokaludvalgene med faglig ekspertise i tilgængelighed og æstetik (Hans Jørgen Møller og Hanne Schmidt), en ældre gangbesværet (Jesper Klein), to medlemmer af Dansk Handicap Forbund og en repræsentant fra Sundbys handelsforening Ama’r Butikkerne.
Det fulde konkurrenceprogram kan ses på www.avlu.dk/adgang. Forslagene udstilles i Amagercenteret fra 26. maj-4. juni.







Skriv en kommentar