Et langt, sejt træk for Øresundsvej

Styregruppeformand Randi Sørensen (tv.) kæmper videre for sit kvarter, selv om områdefornyelsen lukker. Projektleder Katarina Berg er til gengæld i gang med at søge nyt job... Styregruppeformand Randi Sørensen (tv.) kæmper videre for sit kvarter, selv om områdefornyelsen lukker. Projektleder Katarina Berg er til gengæld i gang med at søge nyt job...

FORNYERE: Randi Sørensen og Katarina Berg har arbejdet med områdefornyelsen omkring Øresundsvej næsten siden begyndelsen for fem år siden. Både beboerrepræsentanten og projektlederen har lært meget om både kommune og kvarter.

Af Jacob Schneider

For fem år siden startede arbejdet med en kvarterplan for Øresundsvejkvarteret – ikke et naturligt område, men et til lejligheden afgrænset kvarter, som ifølge politikerne på Københavns Rådhus trængte til et løft, både kulturelt og fysisk. Det spirende Amager Kulturpunkt var det naturlige samlingspunkt i kvarteret og områdefornyelsen – eller ‘områdefornøjelsen’, som Jesper Klein kaldte det ved projektets afslutningsfest i forrige uge – blev installeret midt i det hele, lige over det nuværende spillested BETA.

Efter et storstilet borgermøde og oprettelsen af forskellige arbejdsgrupper med aktive borgere, der ville være med til at forny kvarteret, lå en kvarterplan med de mange ønsker og idéer klar efter et halvt års tid.

Ikke hr. og fru Rigtig

Randi Sørensen blev formand for den styregruppe af beboere og lokale interessenter, der skulle være med til at udmønte de tildelte i alt 40 millioner kroner i konkrete projekter. Hun har boet i kvarteret i 26 år og er typen, der ikke kan lade være med at blande sig i det lokale liv. Hun er vicevært i den ejendom, hun bor i på Hveensvej.

“Jeg fik faktisk øje på områdefornyelsen, da der var et forslag om, at vores gade skulle renoveres. Og jeg syntes, det var for vildt, dyrt og voldsomt, det, der skulle ske. Jeg blev faktisk lidt fornærmet over at der kom nogen og fortalte mig, at den gade, jeg havde boet på i så mange år, den var grim. Fand’me nej… I modsætning til områdefornyelsen i Holmbladsgade, hvor jeg også var med, så var det her projekt jo ikke begavet med så mange penge. Det var meget os som grundejere, der skulle betale. Men det har været fantastisk at være med og der er kommet nogle utrolige projekter ud af det.”

“‘Livet leves forlæns, men forstås baglæns’, siger Kirkegaard, og sådan er det vel også med sådan nogle processer som dem her – mange af de ting jeg ved i dag, dem ville jeg godt have vidst, da jeg startede. Man lærer rigtig meget, både om kommunen og sit kvarter. Jeg har altid godt kunnet lide at bo her. Amager er noget helt unikt: jeg bor midt i landets hovedstad og samtidig har jeg en fornemmelse af, at det er lidt provins… Det var ikke det mest fancy kvarter, men heller ikke det mest nedslidte. Og folk er som folk er flest: de enlige mødre, de gamle, de studerende. Ikke specielt belastet. Et meget mangfoldigt kvarter, men ikke socialt udsat. Og så er der ikke så mange af dem, som vi hjemme på min vej kalder ‘hr. og fru Rigtig’,” siger Randi.

Lalleglad på arbejde

Katarina Berg blev ansat som en af flere projektledere i områdefornyelsens sekretariat i begyndelsen af processen.

“Der er mange, der siger, at det er svært at komme igennem til Københavns Kommune. Men jeg oplever faktisk, at det er muligt at være med til at gøre en forskel. Som embedsmand yder man ikke optimalt, hvis man ikke brænder for arbejdet, både i forhold til kommunen og borgerne i kvarteret. Og det har jeg gjort – jeg er nogle gange lalleglad, når jeg cykler til og fra arbejde,” smiler Katarina og fortsætter:

“Jeg oplevede det heller ikke som et nedslidt kvarter. Men der er mange små lejligheder, hvor folk kun bor en kortere overgang. Og så passer man ikke på sit kvarter på samme måde, som hvis det er et sted, hvor man vil stifte familie og så videre. Jeg sammenligner nogle gange med Valby, hvor jeg bor: når jeg sidder på mit arbejde, er jeg ansat til at involvere borgerne. Derhjemme er jeg en af dem, der skal involveres. Vi har snakket meget om, at ‘nu har vi prøvet det ene og det andet, og hvorfor kommer de så ikke?’ Men hvor meget går jeg selv til derhjemme?”

Randi bryder ind:

“Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvordan folk kan lade være. Men sådan er det jo, må jeg sige til mig selv. Der er rigtig mange tilbud. Men mange har jo også oplevet, at man kommer til et møde og snakker om en masse idéer, og så bliver det ikke til noget. Men man skal bare blive ved og ved og ved – demokrati tager tid. Og det er jo heller ikke altid dine egne idéer, der bliver vedtaget…

Tag nu ‘Den Grønne Forbindelse’. Vi skrev til alle boligforeninger, men der skete ikke det store. Vi sad tre mennesker i et udvalg og tænkte store tanker. Så inviterede vi landskabsarkitekt Peter Holst til at lave et projektforslag – og så kom der pludselig en masse mennesker. Man bliver nødt til at sige ‘hvis I ikke kommer og er med, så træffer vi dem. Vi kan jo ikke sidde og bestemme det hele, så kom for pokker da og giv input’. Og de bedste og sjoveste resultater kommer jo, når man laver dem sammen,” siger styregruppeformanden.

Spilleregler

“Det er vigtigt, at man forklarer borgerne spillereglerne,” supplerer projektlederen.

“Hvis folk bare tænker ‘her har vi en pose penge, som vi kan bruge, men når jeg stemmer for noget, sker der ingenting.’ Så bliver man meget utilfreds og synes, at man har spildt en aften. Men pengene skal jo bruges til alles fordel. Men selv om vi i sekretariatet har et kommunestempel i panden, så har vi ingen overhalingsbane i forhold til reglerne. Vi skal også søge tilladelser og få alle forvaltninger til at spille med. Og det bliver man nødt til at forklare folk igen og igen. Og så skal de sædvanlige Tordenskjolds soldater huske at give plads til dem, der måske kun kommer til nogle enkelte møder,” siger Katarina.

Til nytår lukker områdefornyelsen for Øresundsvejkvarteret. Mange af projekterne som for eksempel Musiktorvet og Børnekulturhus Ama’r er først lige sat i gang, men der er stadig masser af forbedringer at tage fat på, mener Randi:

“Bare fordi områdefornyelsen stopper, så stopper jeg jo ikke. Vi skal have gjort noget ved parkeringsforholdene i kvarteret. Vi må have bilerne under jorden eller ind i nogle parkeringshuse – hvor svært kan det være? Jeg ved da godt, at det bliver en sej kamp, men sådan noget er jo et langt, sejt træk,” siger hun.

“Men heldigvis har vi jo fået lokaludvalgene, hvor der sidder en række folk, der engagerer sig i alle de projekter, som er sat i gang. Og der er heldigvis også kommet nogle nye Tordenskjolds soldater ud af det her,” siger Randi.

 

‘Områdefornyelse – Game Over’

Områdefornyelsen i Øresundsvejkvarteret lukker og slukker den 31. december efter fem år med ekstraordinær fokus på kvarteret. Amager Bladet beskriver i en række artikler nogle af de projekter, der har været med til at løfte området gennem de fem år – inklusive de største af slagsen, som først lige er sat i gang.

jape@b-l.dk

55.658463491651112.6099872589111

Skriv en kommentar

  • Du kan bruge Textile markup til at formatere tekst.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br>
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.

Yderligere vejledning

CAPTCHA

Dette spørgsmål stilles for at forhindre at spam bliver udsendt.
Image CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.