Kage og kage- Fairtrade er sagen!
- Emneord: Haderslev Ugeavis
Det blev et stort tilløbstykke, da Haderslev Kommune blev udnævnt til Fairtrade-by
Kræs:At dømme på fremmødet til fredagens store Fairtrade-fest på Harmonien i Haderslev, ser det ud til, at Fairtrade har en bred opbakning i lokalsamfundet.
Yngre og ældre, studerende og pensionister deltog i fredagens fest, hvor Haderslev Kommune blev udnævnt til Fairtrade-by.
Højdepunktet i festen var et kæmpe sønderjysk kaffebord med Fairtrade-kager fra en kagekonkurrence og alle byens bagere.
- Tusind tak, til alle jer, der er kommet her i dag. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, sagde Steen Lysholt, der har været primus motor i projektet med at få gjort Haderslev Kommune til Fairtradeby.
Efter et års anstregelser kunne Fairtrade-gruppen så høste frugten af anstrengelserne.
Haderslev Kommune har indgået et forpligtende samarbejde med Fairtrade Danmark, hvis generalsekretær Judith Kyst udnævnte Haderslev til Fairtrade-by – den tredje i Danmark efter København og Bornholm.
Aftalen betyder, at kommunen forpligter sig til at købe Fairtrade-kaffe, te og sukker til rådhuset.
Også en lang række lokale virksomheder og institutioner er begyndt at bruge Fairtrade-produkter, der sikrer de fattige bønder i U-landene rimelige løn – og arbejdsvilkår.
Det gælder bl.a. Lindab, mens Haderslev Katedralskole forleden blev valgt til Fairtrade-gymnasium.
- Det er de bittesmå dryp, når vi drikker en kop Fairtradekaffe med lidt Fairtrade-sukker i, men det er de mange små dryp, der kan gøre en forskel i det lange løb, sagde borgmester Jens Chr. Gjesing.
Han håber, at flere og flere får øjnene op for, at de som forbruger selv kan være med til at gøre en forskel ved at vælge et Fairtrade-produkt på hylderne i supermarkedet.
- Fairtrade kan ikke redde verden, men det kan gøre en stor forskel for dem, der har noget at handle med, konstaterede Judith Kyst fra Fairtrade Danmark.
En række kendte haderslevere har sagt ja til at være ambassadører for Fairtrade-sagen lokalt.
Judith Kyst glædede sig over, at den nyudnævnte styregruppe for Fairtrade i Haderslev har grene ud i alle ender af lokalsamfundet.
Styregruppen består af: Statsskovrider Carsten Ørnsholt, biskop Niels Henrik Arendt, skuespiller Connie Tronbjerg, direktør Dan Stjernegaard Larsen fra Lindab, rektor Søren Vang Rasmussen fra UC Syd, butiksejer Pernille Corydon fra Bolig Bohemé, butiksejer Abelone Aagaard fra Angel Eyes, kursusleder Alex Bødiker, dirigent René Bjerregaard fra Slesvigske Musikkorps, rektor Lars Kofoed Jensen fra Haderslev Katedralskle, musiker Kenn Lending, konsulent Lene Wildgang Larsen og Steen Lysholt fra Mellemfolkeligt Samvirke.







Skriv en kommentar