Sommeråbent for de unge
- Emneord: Frederiksværk Ugeblad
AKTIVITET. Siden midt i maj har kommunens ungdoms-klubber holdt lukket – men i sommerferien sker der lidt igen – bl.a. er der stadig pladser på en uges filmcamp i Sverige
Halsnæs: Siden midt i maj har Halsnæs Kommunes ungdomsklubber været sørgeligt fri for unge. Ikke fordi de unge ikke ønsker at komme der, men fordi man fra kommunens side har besluttet at koncentrere indsatsen om årets ni mørkeste måneder.
»Det er sådan, som vi plejer. Vi bruger budgettet på at holde åbent i de ni måneder,« oplyser kommunens ungdomsskoleleder Jørgen Simonsen, der også har ungdomsklubberne under sig.
Men i år har man dog også valgt at gøre noget henover sommeren – fordi de unge har efterspurgt nogle aktiviteter.
I ugerne 28, 29 og 30 holdes derfor aftenåbent i ungdomsklubben »Hulen« ved Skjoldborg i Frederiksværk to aftener om ugen – nemlig mandage og torsdage fra kl. 19-22.
Derudover arrangeres -sammen med de øvrige nordsjællandske ungdomsskoler – en filmcamp for de 13-18-årige i uge 26.
Campen foregår i en hytte i Sverige – og her er der stadig pladser. Den koster 700 kr. (se evt. mere på: www.ungdomsskolen.halsnaes.dk).
En anden tur til Sverige – i uge 27 – kaldet »Outdoor« med bl.a. kano og mountainbike er allerede udsolgt.
Om aftenåbent
Om aftenenerne med åbent i Hulen, siger Jørgen Simonsen:
»Hvis ellers vejret er til det, vil vi bruge Skjoldborgparken til bl.a. et nyt frisbee-spil med to hold. Det regner vi med bliver et hit, for her kan alle være med – det er gadeplansudgaven af Ultimate.«
Desuden lægger klubbens gårdhavemiljø op til, at der grilles.
»Og ellers kan man jo bruge klubben indenfor, hvor vi bl.a. har et karaoke-anlæg og diverse spil,« tilføjer han.
Derfor synes Jørgen Simonsen, at de gør det bedre end de andre år.
»Det er fem-seks år siden, vi sidst havde ferieaktiviteter. Ungdomsrådet organiserede noget for tre-fire år siden, hvor de havde en campingvogn på Liseleje Strand, men det er nedlagt nu. Derfor prøver vi nu at tage handsken op.«
Voksne på gaden
Ungdomsskolens gadeteam vil også fortsat køre rundt i en minibus – to ad gangen – hver fredag fra kl. 21 til kl. 2. Og desuden er gadeteamet synlige ved strandfester, Sankt Hans og byfester, hvor de udfører opsøgende arbejde.
»Ser de nogle unge mennesker, prøver de at få en dialog med dem. Og er de synligt berusede prøver vi at kontakte deres forældre – og kører dem hjem,« siger Jørgen Simonsen.
Skaterhal altid åben
Sidst men ikke mindst ønsker ungdomsskolelederen at gøre opmærksom på de gode forhold for skatere, som kommunen har:
»Vores skaterhal i Ølsted har åbent hver dag i sommerferien – ligesom den har åbent året rundt. Desuden er der skaterbaner to steder i Hundested – både på Mellemrummet og på Bøgebjerggård.«
Når sommeren er gået, vil de nye aktiviteter blive evalueret sammen med de unge – og senere skal det så besluttes, hvad der skal på programmet i næste års sommerferie.







Skriv en kommentar