Frygt og hygge
- Emneord: Frederiksværk Ugeblad
TEATER
Støbeskeen har denne gang kastet sig ud i et “tungt” stykke om livet i et totalitært styre – og om frygten, der trænger helt ind i den enkelte familie og det enkelte menneske
ANMELDELSE: Det er ikke nogen komedie. Langt fra. Det lægger titlen nu heller ikke op til: “Det 3. riges frygt og elendighed”.
Det ellers så hyggelige teater Støbeskeen har denne gang kastet sig over et dystert emne: Livet i et totalitært styre. Bertolt Brecht skrev stykket i 1938, da han opholdt sig i Danmark. Han var allerede i 1933 flygtet ud af det nazistiske Tyskland.
Handlingen foregår i Tyskland fra 1933-1938, men er desværre aktuel den dag i dag – rundt omkring i verden findes fortsat despoter og regimer, der undertrykker anderledes tænkende.
Stykket består af ni scener. Hver scene udgør en selvstændig episode med nye aktører. De syv medvirkende spiller således i alt 34 roller. Det er noget af en udfordring det ene øjeblik at spille brovtende og provokerende SA-mand med nazi-armbind og lange læderstøvler for lidt efter at være den, der lever i frygt for at blive angivet til netop nazisterne.
Men de gør det godt, de syv aktører. Ikke bare godt, de gør det overbevisende. Det er amatørteater, men det er ikke amatørpræstationer. At suffløren måtte i aktion nogle gange ved premieren kan ikke ødelægge oplevelsen.
Flere af scenerne kryber ind under huden. Jeg vil nøjes med at fremhæve en:
En kvinde (spillet af Bodil Sixhøj Hyldahl) er ved at pakke kufferter. Hun har nogle telefonkald at gøre, inden hun drager af sted til Amsterdam. Først må hun melde afbud til bridge. De næste telefonkald bliver sværere, og man fornemmer, at der ikke bare er tale om en 14 dages ferietur. Hun vil forlade sin mand, ikke fordi hun ikke holder af ham, men fordi han er overlæge, og hun er jøde. Og det giver ham problemer. Hun forbereder, hvad hun skal sige til sin mand, og man får et hjertegribende indblik i alle de tanker, der løber gennem hovedet på et menneske, som må forlade sit hjem – og dem hun holder af – for at flygte til et andet land. Og så kommer manden (spillet af Per Kruse) ind ad døren.
Frygten for at blive misforstået, frygten for at blive opdaget, frygten for at blive svigtet, frygten for at blive angivet til systemets magthavere. Frygten trænger dybt ind i familien og dybt ind i det enkelte menneske og mistillid, mistro og disrespekt breder sig. Kan man stole på nogen? Kan man stole på sin egen søn?
Og hvor kommer hyggen så ind i billedet? Ikke på scenen, men bag scenen, hvor Støbeskeen har den hyggeligste teatercafé, man kan tænke sig. Både teater og teatercafé er et besøg værd.
Fakta
Medvirkende: Bettina Kofoed, Thomas Arnt, Per Kruse, Inge Beierholm, Mikkel Mørkeberg, Bodil Sixhøj Hyldahl, Stefan Tiegarth.
Instruktør: Peter Hyldahl.
Forestillinger: Tirsdag 16. torsdag 18., lørdag 20., søndag 21., tirsdag 23., torsdag 25. , lørdag 27. og tirsdag 30. marts. Hverdage kl. 19.30, lørdage og søndage kl. 15.







Skriv en kommentar