Så skal vi have en god kop kaffe

Gry Kibsgaard fra Café Kridt lægger på lørdag lokaler til Kaffens Dag, hvor Kirsten Hansen og Søren Sommer Pedersen præsenterer kaffe fra egen kaffefarm. Gry Kibsgaard fra Café Kridt lægger på lørdag lokaler til Kaffens Dag, hvor Kirsten Hansen og Søren Sommer Pedersen præsenterer kaffe fra egen kaffefarm.

KAFFE: Hvis man sværger til god kaffe, kan man ligeså godt engagere sig fuldt og helt i kaffeproduktionen.

Danskerne drikker kaffe. Rigtig meget kaffe endda – omend af skiftende kvalitet.

Men når man nu er kaffe-entusiast, så gør man også gerne en indsats for en god kop kaffe. Og hvis man vil kende sin kaffe til bunds, så må man dyrke den selv.

Kirsten Hansen og Søren Sommer Pedersen er begge så absolut til god kaffe – og derfor arrangerer de i samarbejde med Café Kridt i Aabenraa og Dansk Kaffe Netværk en Kaffens Dag på lørdag, 7. november, hvor der selvfølgelig er mulighed for at få en god kop kaffe.

Ikke en hvilken som helst kaffe – men en kaffe, som Kirsten Hansen og Søren Sommer Pedersen har en væsentlig andel i, eftersom de begge er medejere af en kaffefarmen Finca El Doradito i det nordlige Nicaragua.

- Her dyrker vi vores egen kvalitetskaffe og bidrager samtidig til at bevare et flot stykke højlandsregnskov. Hér i højlandet gror planterne under skygge, hvilket betyder, at man lader en del store træer stå, så kaffen modnes langsomt og får en bedre kvalitet. Samtidig bevares en høj biodiversitet med mange dyre- og plantearter i plantagen. Det er et af de få områder, hvor produktion og naturbevarelse går hånd i hånd, forklarer Søren Sommer Pedersen.

Det er samtidig deres private form for ulandsbistand, erkender Kirsten Hansen.

- Bønderne kan leve af kaffedyrkningen og dermed blive i området. Således er vi med til at hæve deres levestandard. Men det handler lige så meget om kaffens kvalitet og om bæredygtighed, fortæller hun.

Derfor påtager selskabets medlemmer sig også sociale forpligtelser – bl. a. ved at etablere en skole og en sundhedsklinik.

- Det er ikke noget, vi som andelshavere beslutter. Men det sker ud fra de lokales ønsker og behov.

Der er 17 medlemmer i Finca El Doradito Aps, og hver andelshaver har skudt 25.000 kroner som éngangsbeløb i projektet.

Selskabet blev dannet i begyndelsen af 2007, men først i 2009 kom den første kaffe hjem til Danmark.

- Det var en ret begrænset høst på 900 kilo. Men der er potentiale til 2-3 tons om året, og næste høst forventes i det sene forår 2010, fortæller Søren Sommer Pedersen.

Fra kl. 13- 14 og igen kl. 19-20 træffes medejerne af Finca El Doradito Aps og medlemmer af venskabsforeningen Amigos de El Doradito, på Café Kridt, hvor de over en god kop kaffe fortæller om idéen bag projektet.

Skriv en kommentar

  • Du kan bruge Textile markup til at formatere tekst.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br>
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.

Yderligere vejledning

CAPTCHA

Dette spørgsmål stilles for at forhindre at spam bliver udsendt.
Image CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.