Halvdelen af revy-billetter solgt
- Emneord: Aabenraa Ugeavis
BILLETSALG: To ud af syv forestillinger er udsolgt til årets Aabenraa Revy, der har forpremiere den 11. marts. Teksterne er færdige, og der øves på livet løs.
Billetsalget til årets Aabenraa Revy – “Har vi nu Aaben-raad til det?” forløber planmæssigt.
På nuværende tidspunkt har billetterne været sat til salg i tre uger, og over halvdelen er blevet solgt, så man kan roligt sige, at der er rift om billetterne.
To forestillinger er udsolgt – Premiereaftenen den 12. marts og fredag den 19. marts – og der er kun få billetter tilbage til fredag den 26. marts.
- Så hvis man vil sikre sig en billet, før det er for sent, skal man skynde sig, siger Christian Kühler fra Aabenraa Revyen.
Tekster er færdige
Derudover er alle tekster til revyen nu færdige, og det er ikke lokale numre, der kommer til at mangle i år.
Det har fra starten af planlægningen af dette års revy været intentionen at skabe en så lokal revy som overhovedet muligt. Så hvis man som person – om det er en politiker eller ej – har haft næsen lidt for langt fremme, kan det godt være, at man får en “venlig, men kærlig” kommentar med på vejen.
Her kan blandt andet nævnes et meget “familiært” byråd, prins Henriks meget korte visit plus meget mere.
Samtidig kan det nævnes, at revyen igen i år får besøg af de to “kloge” koner Midde & Dora, og mon ikke også de har giver deres besyv med omkring, hvad der er sket og ikke er sket i Aabenraa.
Aabenraa Revyen anno 2010 bliver traditionen tro opført i Festsalen på Seminariet i Aabenraa. Første gang den 11. marts til forpremiere, hvor billetterne koster 140 kroner stykket. Herefter koster en billet 240 kroner inklusiv revymenu. Man kan bestille billet på: billetaabenraarevyen.dk
Som noget nyt kan man i år købe billetter hos Aabenraa Revyens hovedsponsor Jyske Bank i Aabenraa.






Skriv en kommentar